I aftes var jeg i biografen for at se denne vidunderligt skønne film.
Det er en rigtig feel good film, som man går smilende fra.
Filmen bygger på en sand historie. Den rige Philippe Pozzo di Borgo blev efter en paraglidningsulykke lam fra halsen og ned. Efter en årrække blev den unge Abdel fra et belastet socialt boligbyggeri ansat til at passe ham.
♥ ♥ ♥ ♥ ♥ ♥ ♥ ♥ ♥
En handikappet rig mand får nyt livsmod ved mødet
med en fattig mand fra betonforstæderne.
Så kort kan det siges. Men måden det bliver sagt på, er det afgørende.
I ’De urørlige’ sker det med en humor renset for enhver form for sentimentalitet.
Den lige så lamme som stenrige Philippe skal frelses fra medlidenhed og kvælende omsorg. Egentlig var Driss kun kommet for at få en underskrift, så han på bistandskontoret kan bevise, han har været arbejdssøgende.
Nu får han i stedet jobbet som personlig sygehjælper.
’De urørlige’ er oplagt fortællingen, mange gerne vil se i en tid, hvor samfundets fællesskab knager og giver sig i krisens tegn.
En film om et møde på tværs af farver og klasser, hvor ægte mennesker erstatter professionel omsorg.
Og hvor kunne det hele dog være blevet klistret, hvis tonefaldet bare havde været en smule mindre rent og humoren en anelse mindre rå.
Ordene ’solidaritet’, ’integration’ og ’empati’ kunne være blevet skrevet med blævrende budding.
Nu bliver de i stedet hvirvlet af sted med en lige så grinagtig som overrumplende biljagt, en hyggelig frokost på Deux Magots, musik af Earth, Wind & Fire,
støttestrømper og ’pottræning’ i røg og hamp. 
Her kan man læse baggrundshistorien
Ingen kommentarer:
Send en kommentar